Volontør i Ghana | Osu børnehjem i Accra

2006-12-18T21:53:00.000Z

Jeg kan overhovedet ikke fatte, at det er jul om under en uge. det er bare saa maerkeligt, er slet ikke i julestemning... men det kan man nok heller ikke forvente... jul er jo lig udendoers kulde og indendoers varme i selskab med min dejlige familie, og man maa sige det ikke er saadan tingene staar tilhernede;)... er lige kommet hjem fra en dejligaften paa boernehjemmet. vi har vist film paa storskaerm( el dvs mit lagen som vi strakte ud saa det blev helt glat) men boernene elskede det... og bagefer skoed vi en masse fyrvaerkeri af:) bum bum bum...
vi var ved laegen imorges, katrine har faet en kaempe byld i naesen og paa hoften, hun fik noget antibiotika og hvis det ikke hjaelper skal hun under kniven. Det var en norsk laege der undersoegte hende, saa vi regner med han ved hvad han snakker om:) derudover blev hun ogsaa testet for malaria, for hun har vaeret lidt sloev paa det sidste, hun ligger ogsaa med feber derhjemme nu... synd hun gik glip af i aften(det var saa skoent at se ungerne rende rundt da der blev fyret af)
Vi var paa tur i weekenden. tog til Ada, hvor Ghanas smukkeste strand ligger... og jeg siger jer, taettere paa paradis tror jeg aldrig jeg kommer. det var saa smukt. hehe, laa endda og solede mig i en haengekoje under et palmatrae helt nede ved vandkanten... er det ikke bare lige det man altid gaar og droemmer om derhjemme:) vi overnattede paa en eo, hvor vi havde Voltasoen paa den end side og havet paa den anden, saa kune vi selv bestemme om den skulle staa paa saltvand og boelger eller stille varmt ferskvand. det var nogle skoenne dage lige bortset fra lordag aften. der fik vi os en kaempe overraskelse. kl. ca. 22.00 skulle Katrine op efetr noget i vores ellers mega hyggelige palmeblade hytte med straatag, som akurat lige havde plads til to. der opdagede hun hurtigt at hendes taske som hun havde efterladt aaben var lukket. oev ove oev... vi havde haft besoeg af en lille tyveknaegt som resulterede i at hun manglede sit video kamera og 2,6 mio cedis( ca. 300$) jeg skoente mig op for at tjekke min taske saa snart jeg hoerte det, men den var i fineste orden( foelte mig godt nok lidt heldig maa jeg indroemme, for jeg havde naesten lige saa mange penge liggende i kontater, pas, visa, mobil og camera ogsaa) det blev en lidt lang nat, for vi var begge rystede, specielt jeg havde svaer ved at falde i soevn og kl 03.00 havde jg ikke lukket et oeje. tror min fantasi loeb lidt af med mig, men kunne ikke lade vaere med at ligge og stirre paa doren med vidt aabne ojne hele tiden, for var sikker paa at der ville komme en stor styk mand og tage os:)
naeste morgen kom bestyreren og vaekkede os, og til vores held havde de fanget tyveknaegten. han sagde at han kendte alle paa oen og hvad de laver saa saa snart en laver noget usadvanligt ved de der er oget glat. de havde set han havde snakket med en mand i en baad sent paa aftenen hvor manden efterfolgende havde forladt oen. manden have faet den ene million, men tyven havde stadig videokameraet og 1,6 mio paa sig. da de gerne ville undgaa politianholdelse, da stedet derved kunne faa e daarligt ry, betalte betyrreren det manglende beloeb da forsikrign jo ikke daekker uden politianmeldelse. vi stod op og kom ud af hytten, hvor vi derefter skulle ned og moede tyven. det var godt nok en maerkelig oplevelse. vi sad fem mennesker paa stole mens han skulle sidde paa knae i sandet iog blive rigtig godt og grundig udmyget... men udfra hans haevede ansigt, er jeg sikker paa han havde faet sin straf... han havde godt niok faet nogle taesk. men man siger jo ogsaa om tyveknaegt at blir de fanget skal de be tuilat det er politiet der fanger dem. for er dt lokale, er det bestemt ikke sjovt. der er meget tyveri ernede, hviket har resulteret i at blir en tyv fanget faar han edder magme taesk, for folk er saa traatte af det...

Is og Glade Dage!

2006-12-05T19:54:00.002Z

Er lige kommet hjem fra en herlig dag paa boernehjemmet og er bare rigtig glad:)
Vi (Sara, vendelbo og mig) tog hver to drenge med ud paa en lille udflugt idag. Det var ikke saa nemt at komme fra boernehjemmet, som de gange vi har taget de helt smaa med ud, for der har de andre boern jo vaeret for smaa til at vide vi tog de nogle af dem ud. Men dem, der ikke skulle med idag, vidste det helt sikkert godt, og de bliver altid/blev rigtig kede af det. Det er selvfoelgelig altid pisse dejligt, at se, hvor glade de der skal med bliver, men det er tilgengaeld ogsaa lige saa haardt at se, hvor kede af det resten bliver. Men vi kan ikke sige saa meget andet til dem, end at det er deres tur naeste gang, og med saa mange boern paa et sted er der altid nogle der foeler sig snydt.
Der er rigtig meget jalouxi iblandt alle boernene, men vi proever, saa godt som vi nu kan, at forklare dem, at nogle gange faar nogle og andre gange faar nogle andre, og saadan er det bare her i livet... men det ved de nu ogsaa godt, er der nogle der ved det, saa er det foraeldreloese boern. De her boern er bare vant til at de maa kaempe for det, de vil have, saa hvis det kan hjaelpe at stille sig op og tude lidt i forsoeg paa at vinde sig en plads i udflugtsbussen, saa er det forsoeget vaerd...

Men de seks, vi endte med at tage med, var helt sikkert glade, og de opfoerte sig bare saa paent. De passede paa hinanden og holdte os paent i haanden naar vi skulle over de meget trafikkerede veje. Paa boernehjemmet er de normalt meget vilde og hoejrystet, kun med et formaal selvfoelgelig: opmaerksomhed, men idag var de stille og rolige og havde det egentlig bare sjovt med hinanden. Det kan de nu ogsaa sagtens have paa boernehjemmet, det er mere naar de er omkring os de bliver til smaa krigere, der kaemper om en haand at holde i, et skoed at sidde paa el. en arm at haenge op af.

Fra boernehjemmet tog vi to taxa'er ind til Oxford Street, hvor de alle fik en is paa Frankie's (vestlig restaurant som altid kalder naar maven faar hjemve efter god gammeldags pizza) De har selvfoelgelig alle sammen smagt is foer, bare ikke saa ofte, men aldrig i en vaffel. De brokkede sig alle seks over at de ikke kunne naa det sidste af deres is, da de naede til vaflen. det var slat ikke en tanke, der havde faldet mig ind, at de ikke havde set en vaffelis foeer og dermed ikke vidste, at det var meningen de skulle spise den... hehe, og det var heller ikke alle der kunne lide den, men isen sluprede de i sig lige saa glaedeligt som de fleste boern nu goer, naar de faar is:) Derefter besluttede vi os for at gaa ned af Oxford Street som alligevel var vejen hjem. Vi endte med at gaa helevejen tilbage til boernehjemmet, med smaa stop ved vand og slik/chips boder paa vejen.
Det var lidt sjovt at se hvor opmaerksomme de alle sammen hele tiden var, det hele var jo nydt og spaendende for dem... ogsaa selvom vi ikke bevaegede os udenfor den bydel, hvor boernehjemmet ligger...
Dejlig dag:)
/Anne

Accra Zoo...

2006-12-05T19:27:00.000Z

Efter en morgen på Ghana immigrations service center, hvor det efter tredje besøg endelig lykkedes os at få forlænget vores visum, tog Kevin os med i den lokale zoo.
Jeg havde godt nok læst om denne zoologiske have i vores Ghana guide: ”Accra city map>Det var den mest forfaldene zoologiske have jeg nogensinde har set, og vendelbo, som er en af de mest dyrevenlige mennesker jeg kender, fik det faktisk rigtig dårligt. Det var en helt anden verden, end den frodige nationalpark i Mole, hvor dyrene havde det frit og godt. Aberne sad i små kedelige jernbure, med et par tynde pinde som det eneste de kunne svinge sig i. Løverne havde ingen fri plads de kunne blive lukket ud på, som i de danske zoo’er, også de lå i små bure med tremmer så tykke og tætte at de næsten ikke kunne se ud. Så kan man snakke om dyr i fangeskab, det lignede et fængsel for nogle af verdens mest farlige forbrydere. Strudsene, som godt nok siges ikke at være de klogeste dyr i verden, lavede ikke andet i hele den tid, vi var der, end at rende rundt og spise deres egne ekskrementer. Spurgte en af dyrepasserne, som ikke så særlig aktiv ud, hmm, om hvorfor de gjorde det. Det eneste han kunne sige, på hans gebrokne engelsk var, at det havde han aldrig set dem gøre før, så mit gæt var jo naturligvis at de nok var pænt sultne. Dyr så som elefanter, giraffer, zebraer etc. som man nok normalt ville have forventet at se i en afrikansk zoologisk have, var for længst fortid. Da haven i sin tid blev bygget som en privat have til den daværende præsident, var der alle Afrikas dyr, små og store, tykke og tynde, pæne og grimme, røde og grønne, hvad ved jeg, men de var der. Efter at haven er blevet statsejet er antallet af dyrene blevet reduceret i forbindelse med at de er døde af sygdom, alderdom og hvad de nu ellers kan være døde af. Der har simpelthen bare ikke været penge nok til at importere nye dyr, samt at give de dyr, der stadig lever der, et, efter min mening, nogenlunde værdigt liv… Pga. manglende støtte og sponsorer har haven længe kørt rundt på udelukkende de absolut sidste resurser, og den mangler i høj grad penge til vedligeholdelse, hvilket snarligt vil resultere i lukning.
Det var lidt som at træde ind i en verden, der fortalte en, hvad der ville ske, hvis vi ikke lære at passe på alle de dyrearter, truede som ikke truede, verden stadig er rig på. De forsvinder bare og kommer ikke tilbage. Alle de tomme bure, som engang var et eller andet dyrs plads i denne have, var lidt et vindue, som viste, at er en race først væk bliver dens plads i verden aldrig overtaget. Det eneste der bliver tilbage er det efterladte territorium. Det fik i hvert fald mig til at tænke!
Det siges at de sørgelige rester af haven skal flyttes til Kumasia, hvor der vil blive bygget en ny have til dem. Men, da det efterhånden er blevet sagt i så lang tid nu, at det endda står i vores guide bog, men uden at der rigtig er sket noget, kan jeg ikke helt lade være med at tænke på, om det bare er en undskyldning. Det siges nemlig også, at den nye præsident ikke er tilfreds med hans nuværende præsidentbolig, og at han har bestemt, at han vil have bygget et slot i stedet for. Dette slot skulle først have ligget på nabogrunden til haven, men pga. pladsmangel kan dyrene næsten ikke blive fjernet hurtigt nok, for at pladsen derefter kan gå til slottet. Jeg fristes derfor i høj grad til at tænke, at det er nemmere bare at sige, at de skal flyttes pga. manglende ressourcer i Accra, til Kumasia hvor de vil få et nyt og bedre liv, men at man i virkeligheden egentlig bare lidt lader det hele ”uddø” lidt og så som en naturlig efterreaktion, lader grunden gå til et nyt formål, som i dette tilfælde tilfældigvis er præsidentens nye slot. Det kan selvfølgelig diskuteres, men hvis jeg skal give et gæt, når de dyr aldrig til Kumasia.
Det bekræfter kun endnu engang, hvor griske vi mennesker kan være. De dyr blev udelukket transporteret til Accra for at tilfredsstille én præsident, og nu hvor de er i vejen for en anden, skal de bare af vejen. Det kan selvfølgelig også være at der virkelig bare ikke er penge til at holde haven kørende, og så er det selvfølgelig også bedre at få dyrene hen til et sted hvor de vil få det bedre, men nu er Accra og Kumasia jo altså to byer i ét og samme land, med samme stat, så jeg har svært ved at se, at de penge der bliver brugt til at bygge en ny have i Kumasia ikke lige så godt kunne bruges til at vedligeholde den allerede eksisterende have i Accra. Og så er der jo også lige det spørgsmål, som jeg bare ikke kan lade være med at nævne: hvem betaler for præsidentens nye slot?!!!
I haven var der et skilt hvorpå det lød: hvem er det farligste dyr i verden, og med nogle efterfølgende billeder af nogle forskellige rovdyr, slanger etc. Svaret skulle findes på bagsiden efter man selv havde prøvet at give et gæt. Jeg tænkte selvfølgelig meget snævert og havde kun et af de dyr der var afbillede i tankerne. Men da jeg så svaret var jeg alligevel ikke et sekund uenig. Svaret var selvfølgelig mennesket!!!
Vi er griske og grådige og pisse selviske. Præsidenten er ikke tilfreds med den nuværende præsidentbolig, og vil kun stilles tilfreds med et slot, men jeg er sikker på at hvis dyrene kunne tale, ville de til hver en tid overtage arealerne af hans nuværende bolig og finde sig tilfredse.

Nu håber jeg ikke den nuværende præsident forstår dansk:) men hvad f….. jeg har jo fået forlænget mit Visum;)
/Anne

Glaedelig Foerste December!

2006-12-01T12:53:00.000Z

Saa blev det foerste december... ogsaa i Ghana:)
Selvom man godt ved det, saa er det alligevel maerkeligt at forestille sig at det snart er jul... 30 grader og hedeslag er ikke det man normalt forbinder med jul, saa den normale julestemning, der som regel begynder at krille lidt i maven naar alle andre maaneder gaar i vinterhi og december viser sine roede hvide farver, er lidt langt vaek. Men vi arbejder paa sagen, og vi skal nok naa at komme i julestemning inden d. 24. De roede huer er i hvert fald fundet frem, og vores rum er pyntet med diverse glimmerguilander i roed, guld og soelv. Vendelbo har koebt en lille snemand som kigger paa os fra vores vindue og den importerede julemusik har koert paa fulde droen hele morgenen... isaer sangen: there won't be snow in Africa this christmas...do they know its christmas time at all...
Men... det ved vi i hvert fald!!!!!!!!!!

GLAEDELIG FOERSTE DECEMBER DANMARK:)
/Anne

Up North!!!

2006-11-29T12:10:00.000Z

Så gik turen nord på...
Godt trætte er vi igen ankommet til Accra efter at have været på farten i en lille uges tid. Det er sjovt, for det føles som at komme hjem igen. Men vi har jo også efterhånden været her i små to måneder, så lidt hjemligt skulle Accra da gerne føles.
Sammen med syv andre danskere(Trine, Camilla, Charlotte, Rikke og Diana fra børnehjemmet, Jeppe som arbejder med autister, og Dianas kæreste Lynge, som har været på besøg) tog vi nord på for at se hvordan Ghana stod til deroppe.
Først gik turen til Mole nationalpark, hvor den stod på safari i nogle dage, derefter til en krokodillepark i Paga helt oppe ved grænsen til Burkinofasso, og til sidst tog vi et smut forbi Kumasia, som er den 2. største by i Ghana.

Mandag: Turen startede mandag morgen kl. ni i Cirkel( bydel i Accra) Fra Accra tog vi STC bussen til byen Tamale. Det var en lang tur på ca. 15 timer. Halvvejs gik bussen i stykker så vi måtte vente næsten to timer et eller andet kedeligt sted før turen kunne fortsætte. Men pyt, hvad gør to timer til eller fra når det er en lang tur i forvejen… Og så må vi jo ikke glemme at det er Afrika, ting går ALDRIG efter planen, så meget har vi da erfaret i den tid vi har været her.
Vi havde købt billet til luksusbussen, hvilket ikke betyder så meget andet end en almindelig bus med aircondition, men vi var alle enige om at det ikke ville gøre noget hvis det blev en bare lidt behagelig køretur. De dårlige veje og den umulige trafik var der ikke så meget at gøre ved, men varmen ville vi godt betale lidt ekstra for at få fjernet. Men det må man til gengæld også sige vi fik, da klokken blev hen af aften og det blev mørket, var der så koldt i bussen at både Vendelbo og jeg var så heldige at vågne op med verdens største snottud, som trofast fulgte os resten af ugen.
Det var midt om natten da vi ankom til Tamale, så vi fandt hurtigt et hotel til 40.000 cedis pr. man, hvilket svare til ca. 25 kr. billigt, men forholdene var også derefter skulle jeg lige hilse at sige. Som Lynge sagde, så lignede det et gammelt polsk børnefængsel. Men vi fik tag over hovedet og en okay nattesøvn.

Tirsdag: næste morgen lejede vi en tro tro(mini bus), som kørte os til mole nationalpark. På vejen stoppede vi i en landsby hvor vi fik et hurtigt kig og gav lidt snolder til børnene. Det var lidt som at træde ind i en anden verden, eller i hvert fald som at gå 200 år tilbage i tiden. Det var dyr og mennesker under samme tag og huse bygget af kolort med stråtag.
Vi ankom til Mole spændte og eventyrlystne efter ca. 5 timers kørsel på hvad jeg til hver en tid vil vove at påstå må være Ghanas værste veje. Det var en stor tivolitur. Til tider var jeg faktisk bange for at hele bussen ville vælte, så skævt kørte vi. Men det gik dog. Det var som at stige ud af et kæmpe massageanlæg så meget havde bussen bumlet. Der gik også lidt tid før jeg følte jeg stod helt stille igenJ
Men det er Ghana og jeg elsker det.
Der gik ikke lang tid før vi så de første dyr. På vej hen til hotelværelset, stod der lige pludselig et kæmpe vildsvin med manke ned af ryggen og store hugtænder foran mig. Blev lidt bange, men det var åbenbart meget normalt at de kom tæt på hotellet, så der skete ingen ting. Lidt efter kom der bavianer løbende omkring os og vi fik også et lille smugkig af en han elefant i det fjerne der var på vej ned til vandhullet.
Resten af dagen slappede vi bare af. Vi tjekkede ind, fik noget godt at spise i restauranten, benyttede baren i stor stil og nød ellers bare udsigten ud over parken, der bare ventede på at blive udforsket. Det var et fantastisk syn at stå på skrænten og kigge ud over alle trætoppene og den sovende park, som man vidste, var fuld af vilde dyr og fugleJ

Onsdag: vække uret ringede kl. 05.00 am. Vi havde alle aftalt at stå tidligt op for at se solen stå op, men det blev dog ikke til megen solopgang. Kl.05.50 am var der stadig mørkt og kl. 06.00 am stod solen højt på himlen. Det gik fra mørke til sol på et split sekund.
Kl. 06.30 am tog vi på en morgen gå safari. Det var røv koldt, men jeg havde købt safari shorts, så shorts blev det. Det var en rigtig flot tur. Bare parken i sig selv var et fantastisk sted at vandre rundt, men vi så også en masse dyr. Vi kom rigtig tæt på en elefant der stod og drak ved et vandhul. Efter lidt tid kom en krokodille til syne, så vi blev nødt til at gå op i et udkigstårn for at beundre elefanten. Derudover så vi flere vildsvin, antiloper, og en del forskellige slags aber.
For at se løver, næsehorn og vandbøfler, skulle man noget længere ind i parken end vi var, men pga. den for nyligt afsluttet regntid, var vejene stadig for våde og græsset for højt til at man kunne komme længe ind. Vi kunne ellers god have tænkt os at vandre længere ind og så overnatte i de camps der ligger rundt omring i parken. Men det kommer man ikke til at kunne før til januar, hvor tørken for alvor slår til, desværre.
Om eftermiddagen lejede vi to jeeps som kørte os ud på endnu en safari. Det var de samme dyr vi så, men det at vi kørte, gjorde at vi så dele af parken vi ellers ikke ville have set. Vi kørte bl.a. helt ind til elefanternes mudder pøl. Den så helt tør ud, så Diana gik lige i den. men tør det var den i hvert fald ikke, den var nærmere som kviksand. Hun fik hevet sig op, men uden den ene sko, som vores guide/safari vildmand måtte fiske op.
Efter aftensmaden var vi alle godt trætte og gik tidligt i seng.

Torsdag: torsdag tog vi igen på en gå Safari inden vi begav os videre på vores rejse. Vi tog igen tro tro tilbage til Tamale hvor vi overnattede på samme usle hotel igen. er det billigt så er det billigt, og det er noget vi kunne liJ
Vi fandt to fyre som får deres dage til at gå med at køre de frivillige udlændinge i Tamale rundt. De ville godt køre os op til Paga dagen efter og tilbage igen, vi skulle bare betale benzinen og det vi så ellers hver især havde lyst til at give dem. De fik nu en god dagsløn, men de var også søde og reelle. Om aftenen inviterede vi dem ud at spise, det betød ingenting, vi var jo mange mennesker om at splejse om regningen. Derefter udforskede nogle af os Tamales natteliv, men det var nu ikke noget at råbe hurra for og dagen sluttede på klokkeslettet 12.00pm.

Fredag: Så gik turen til Paga(krokodilleland). Vi tog tidligt af sted, for det var en køretur på tre timer og vi skulle tilbage til Tamale samme dag for at nå STC bussen til Kumasia allerede klokken 04.00.
Det viste sig dog ikke at tage så lang tid, men det var nu meget sjovt. Det var en stor sø hvor vi fik at vide at det levede over 100 krokodiller. Vi betalte for nogle kyllinger som vi skulle fodre dem med. For at få dem op af søen, mishandlede de kyllingerne så de skreg i vilde sky(pisse synd bare for at vi kunne få lov at se nogle krokodiller) men det virkede og en krokodille kom op. Må indrømme at jeg ikke var helt tryk ved at stå lige ved siden af en vaske ægte levende krokodille. Ville ikke ha haft noget imod at der havde været et bur imellem os, men sådan fungere Afrika nu engang ikke. De lokale stod dog også og fløjtede af dem som var de hunde, så det endte også med at ville alle sammen stod g rykkede den halen. Lidt efter kom der en til op af vandet, men den åd bare sin kylling og forsvandt igen.
Derefer gik turen som sagt tilbage til Tamale og videre til Kumasia. Luksus bussen til Kumasia var gået død, så det blev med den lokale bumlebus, som også bare er noget der skal opleves hvis man vil kunne sige at man har oplevet afrikaJ
Efter to forgæves forsøg på at finde hotel værelser fandt vi endelig et. De andre var simpelthen for ulækre til at vi ville sove der. Vi snakker virkelig ingen lys, toilet vand ud over hele toilettet, beskidt sengetøj og nul vand i bruseren. Så vi besluttede os for at betale lidt mere denne gang og så få et lækkert værelse med aircondition og køleskab.

Lørdag: vi aftale at være lidt søde ved os selv og sove til kl. 09.00 am. Kl.10.00 am lejede vi to taxaer til at køre os rundt i byen til 60.000 cedis/timen. Det svare til ca. 40 kr. som jo så skal deles i ni. Så bliver det vidst ikke meget billigere.
Først så vi militær museet, hvor vi fik et lille indblik i Afrikas rolle i de forskellige krige, hvilket jeg faktisk ikke vidste noget om på forhånd. Det var en lidt rodet oplevelse, da museet ikke var så godt organiseret og inddelt, tidsperioderne og krigene lå lidt hulter til bulter. Men alt i alt var det okay. Vi havde i hvert fald en rigtig sød og flink guide.
Derefter så vi det gamle Ashanti slot. Ashanti er den stamme som folkene i kumasia stammer fra. Det er den rigeste stamme i Ghana, da de i tidernes morgen fandt guld. Der så vi først en intro video om stammens baggrundshistorie, inden vi fik en rigtig grundig guide tur rundt på hele slottet. Rundvisningen omhandlede de seneste fire konger og dronninger, formentlig fordi det kun er dem, der har boet der, samt den nuværende konge, som bor på et nyt slot. Hvorfor vi ikke hørte om konger længere tilbage ved jeg ikke.
Derefter var det meningen vi skulle have været på et kæmpe woodcraft marked(marked med diverse træting og skulpturer) men pga. en næsten tre timers lang frokost måtte vi desværre undvære, da vi skulle tilbage til Accra samme dag. Vi ventede på maden i ca. to timer, men igen, jeg har ikke andet a sige end, at det er Afrika og det skal opleves.
Kl.06.00 tog vi American Ford bussen tilbage til Accra og ankom godt trætte og klar til at se dyner med det samme kl. 11.00 pm.

Alt i alt var det en rigtig fed tur. Meget af tiden gik med kørsel, men det må man tage med når man rejser i et land med så dårlige veje som Ghana. Så kan det hurtigt blive nogle lange kilometer.
Nu glæder jeg mig egentlig bare til at komme på arbejde på børnehjemmet igen. vi har planlagt en fodboldturnering for drengene i denne uge, som der jo selvfølgelig nok skal komme et indlæg om…
Jeg ligger i min seng med min computer på maven, mens sveden driver af mig, fordi min blæser absolut insisterer på ikke at virke. Engang imellem kan jeg få liv i den ved at hoppe i sengen, men det er som om den bliver mere og mere stædig med tiden. Det kunne godt se ud til at blive en lang nat, men vil alligevel se om jeg ikke kan få lidt søvn, skal tidlig op i morgen og forny mit visum, derefter på arbejde, så til salsa(vi går for resten til salsa hver onsdag) og så til fest på stranden hvor vi skal sige farvel til Lynge.
Godnat Danmark…
/Anne

Bye bye Cari!

2006-11-29T12:02:00.000Z

Fredag d. 24 november sagde vi farvel til Cari Carson. Det var lidt mærkeligt. Hun havde været her i en uge da vi kom, og der lød de to måneder hun skulle være her som lang tid… men de gik godt nok hurtigt forbi, og nu er hun væk.
Hun er sgu en herlig tøs og helt sikkert en jeg vil holde kontakten med, i den grad man nu kan når man lever to forskellige liv så langt fra hinanden. Men længe leve world wide web…
Jeg tror aldrig at jeg har mødt en pige der har været så fascineret af Danmark bare ved at have mødt to piger der kommer derfra. Hun skrev lige en mail til mig i går, at hun allerede er i gang med at undersøge om der er brug for noget frivilligt arbejde næste sommer i Dk, og i den forbindelse komme og besøge os. Og udover hendes politiske studier på Yale har hun besluttet sig for at hun vil lære dansk næste semester. Ja ja, Yale har sgu dansk på programmet – go Danmark!
Torsdag d 25 nov. holdte vi afskedsfest for hende hos familien. Becky og vores nabo Peggy lavede en kæmpe festmiddag, og så kunne vi ellers bare tage for os af retterne. Det var en rigtig hyggelig aften, som sluttede ved elleve tiden, børnene skulle jo op og i skole dagen efter.
Aftenen sluttede dog ikke for os fire tøser(Sarah, Cari, Kathrine og mig) Cari, som hun også selv siger det, er en vaske ægte nørd med store bogstaver, som aldrig har været på club, så den oplevelse skulle hun jo selvfølgelig have med inden hun rejste. Hun var jo i selskab med nogle festglade tøser, hvis hjemmebane er disco og glade dage:)
Som opvarmning tog vi hende først med på Bywell, hvor hun blev præsenteret for den fantastiske drik tequila og det lokale highlife music band. Det var en go blanding og der gik ikke længe før cari rystede balderne på dansegulvet.
Derefter tog vi hende med på Jokers, hvor vi kender ejeren og er blevet gode venner med dørmanden, hvilket resulterer i gratis entre;)
Der fik vi lidt at spise inden vi gav den gas på dansegulvet til vi ikke kunne stå op mere…
Cari kan i hvert fald ikke prale af at hun aldrig har været i byen mere, og jeg er sikker på hun godt kunne finde på at snige sig ud i nattelivet igen en anden go gang.
Afskeden i lufthavnen blev en lidt hektisk affære, som ikke gik helt som planlagt. Hendes fly havde afgang kl. 22.00 pm så klokken 18.00 pm kørte vi alle af sted mod lufthavnen. Der er check in senest tre timer før et fly letter, og det er kun folk med en billet der får lov at sætte sine ben i lufthavnen. Derfor var det meningen at Cari bare skulle ind og tjekke ind og så komme ud til os andre igen inden der var boarding. Men midt i det hele gik hele computersystemet i sort og hun kom ikke ud før kl. 21.00 pm, hvor hun faktisk skulle have boarded. Så det blev nogle hurtige knus og kys, og så kunne vi ellers vinke farvel til en løbende Cari på vej mod boarding og hendes hjem Atlanta.
Cari var den der altid var hjemme, når ingen andre var. Så de aftner hvor alle andre er ude og man ligger alene på sit værelse savner man lidt hendes hoved der kigger ind af dørsprækken og laver underlige lyde inden hun rent faktisk banker på og kommer ind:)

Bye bye Cari we miss you……

Billeder fra de første 2 måneder i Ghana.

2006-11-19T12:05:00.000Z

Billed fra tur i en Nationalpark i Ghana.
Billed fra road-trip til Nationalparken.

Afskedsfest d. 16. nov. ved værtsfamilien, hvor Carrie (hende i den blå kjole) takkede af, for at tage tilbage til USA.
Personerne: Til venstre for Anne er familens nabo Robert.
til højre for Anne sidder værtsmoderen Becky i den rød/hvid stribede t-shirt.
Til venstre for Katrine står værtsfaderen Kevin i den straglede gule t-shirt.
Foran Katrine sidder Sahra, der også er frivillig og bor i huset.
Sahra sidder med familens yngste søn på skødet.
Og yderst på højre flanke er endnu en nabo, som Morten billed-uploader ikke kan huske navnet på....

Anne sidder og rocker med et at børne på børnehjemmet d. 7. nov 2006. Musikken blev leveret af et band fra den amerikanske Marine.

Halloween udklædningsfedt d. 31. okt. 2006. Katrine med Nissehue på, Anne som en bad-ass S.O.B af en Hip Hopper og Sahra som klassens nørd.

Billed af Anne og Atjuh, der nyder en stund væk fra børnehjemmet, på stranden ud for Accra. Billedet taget d. 30. okt 2006.

Tankestroemme!

2006-11-07T14:59:00.000Z

Jaa.. så blev det vidst min tur til at skrive afløse min flittige rejsekompagnon lidt. Navnet er Vendelbo og her er der lidt tankestrømme fra solrige Ghana til jer derhjemme….
Uh.. hvor skal man starte.. der er så meget at tage fat på; mentaliteten i dette næsten vilde vesten, religionen, regeringen eller mangel på samme, samfundet. Alt hvad der tilsammen udgør Ghana og gør det til dette land jeg er kommet til at elske såvel som hade. Elsker det på grund af dets totale frihed og hader det af netop samme grund.
En ven jeg har fået hernede arbejder på en internetcafe, som for ca. 14 dage siden blev overfaldet og berøvet mens han var på arbejde. Politiet kom, men der blev ikke gjort noget. Her er ingen gadenavne, så hvis du skal finde en adresse skal du pejle efter den lokale ged. Hvilket i sig selv må siges at være et meget bevægeligt objekt.. Trafikken er et sammensurium af hastighed og frækhed. Hvem kommer først og hvem er frækkeste. Ingen trafiklys, eller rettere sagt dem der er bliver med fuld overlæg overset. Ingen regler er kodeordet. Forleden dag da vi skulle i byen, blev vores amerikanske veninde spurgt om hun ikke kunne ringe til denne fyr, som var efterlyst pga. bedrageri, og bede ham om at møde dem. Hun var fuld og lavede undercover politiarbejde. Hvad fanden…..
Men på den anden side, så er denne lovløshed opvejet af at alle er på egen hånd og derfor finder tryghed i lokalsamfundet. Hernede er den fælles identitet og den kollektive ansvarsfølelse enorm. Jeg har set min værtsfader give penge til en gammel skolekammerat han ikke havde set i 10 år, fordi han var kommet ud i et stofmisbrug. Under lovløsheden befinder der sig et større humant og medmenneskeligt perspektiv. Samfundet hjælper ikke, så menneskerne i samfundet hjælper hinanden. Derudover kommer så også familien, hvor ansvarsfølelse og identitet er så tæt forbundet.
De kalder dem for udviklingslande og fattige, men hvad er det egentlig vi vil have dem til at udvikle sig til.
Vesten er rig, men på hvad. Vi har opnået komfortabilitet, men har vi ikke mistet hjerte på vej dertil? Danmark er et at de mest organiserede og velfungerende lande, men er mennesket ikke lige så meget alene, som i det vilde vesten rent følelsesmæssigt? De pæne ord er modsætningen mellem individuel og kollektiv tænkning, de andre er egoistiske og medfølende. Vesten siges at være rig, men på hvad. Penge. Men siges det ikke også at penge ikke gør en lykkelig.
Der er helt klart ting der ikke fungerer i Afrika, eller i Ghana. Folk der bor ved siden af de åbne kloakker, skolesystemet, Aidsproblemet, den offentlige indsigt i generel sundhed, hospitaler og mange andre ting, men hvis vi ændrer samfundet vil vi så ikke også ændre menneskene i det? Kan vi oprigtigt sige at vesten er den måde alle burde leve på? Og dette er kun tanker fra en person, som har levet i det i en måned og som har fjernsyn på værelset. En ting er at være den filosofiske observer, noget andet er at leve i det hele sit liv. Så hvad fanden ved jeg. Det centrale spørgsmål er vel hvad rigtig rigdom er? Hvad er Ghana fattig på og hvad er Vesten rig på? Hmm.. jo ældre man bliver jo mere bliver man bevidst over det faktum at livet aldrig er entydigt. (en sætning der lige fik mig til at lyde sindssyg gammel) Alting har altid flere sider af sagen og flere sandheder. Et faktum, som i sig selv netop har flere sider. Det er ufattelig fantastisk såvel som røv irriterende!
Men faktum er, at i vesten arbejder vi for smørret på brødet, her gør de det for brødets skyld. Hvilket er mest nødvendigt?
- Vendelbo

Kalender oversigt!

2006-11-07T14:52:00.000Z

Lørdag d. 30. Sep. Ankomst i Ghana ca. 18.00. Blev mødt af de to amerikanere vi bor sammen med, Sara, Cari og resten af familien.
Blev kørt til familiens hus på laddet af en pickup. Mødte hele familien og fik det største velkomstknus af Becky Larkai.
Oktober.
Søndag d. 1. I kirke med familien i 3 timer.
Mandag d.2. Blev vist rundt på børnehjemmet og mødte lederen Helena.
Var i banken og bagefter ude og spise med Kevin og hans forretningspartner Day.
Tirsdag d. 3. På børnehjemmet.
Fredag d.7. Kamillas fødselsdagsfest på Champs og efterfølgende på Tiptop Lane. Total Bacardi.
Lørdag. d.8. På udflugt til Krokobitee. Tilbragte dagen på Bojo Beach og tog senere til The Dream, hvor vi festede og overnattede.
Søndag d. 9. Hjem fra Krokobitee.
Hele ugen på børnehjemmet.
Fredag d.13. Tog Juli, Kevin og Aqia med til stranden. Middag med de danske piger om aftenen.( Kamilla, Diana, Trine, Charlotte og Rikke). Mums bøf. I byen på Tantra.
Lørdag d. 14. Lørdag aften tog vi ud og spise på Billy Jane på Labadi Beach. Mødtes med Larry, Sara og Jonas og tog på Kasino.
Søndag . 15. Tømmermænd på standen med Sara, Cari og os 2 danskere.
Ugen på Børnehjemmet.
Fredag d. 20. Dodo og DAD koncert på Alliance Francais. Total dejlig aften med højt humør.
Lørdag. d. 21. Udflugt til Bjergene. Besøgte Botanisk Have og fik set Ghana fra dens naturlige side.
Torsdag d. 22. Tog til Bywel for at høre musik. Endte med en vild bytur til kl. 6 om morgenen. Man må sgu elske spontanitet.
Lørdag d. 28. Udflugt til Cape Coast med Kevin, Nathaniel og Jaflo. Så Kanum National Park og gik rundt i hængebroer oppe under trækronerne. Tog i byen og blev introduceret for den vidunderlige, lokale drik Abateshi.
Søndag d. 29. Tømmermænd efterfulgt af bøf og film på Champs.
Mandag d. 30. Tog Achuamu og Aquschia med til stranden.
Tirsdag d. 31. Skiftede over til at være ved drengene fra 6-18 år på børnehjemmet. Tirsdag til torsdag fra 14.00-18.00)
Halloween. Klædte os ud og drak Abateshi. Mindre fan af stadset efter den aften.
November.
Fredag d. 3. Frivillig ved Polio vaccinationens kampagnen. Lavede mad (Dansk mad:O)ved Larry om aftenen og tog på Heavis.
Lørdag d. 4. Frivillig ved Polio vaccinations kampagnen. Tog til Labadi Beach bagefter.
Søndag d. 5. Burger og film på Champs med Sara.
Mandag d. 6. Oprydning.
Tirsdag d. 7. "Mindre" forsinket opdatering af vores blog på nettet:o) På børnehjemmet.

Impressions!

2006-11-07T14:41:00.000Z

Kunne ikke sove i nat. Tankerne koerte rundt i hovedet paa mig, saa som et forsoeg paa at komme af med nogle af dem, begyndte jeg at skrive om de foelelser jeg har i forbindelse med at vaere rejst herned. det blev til et digt...

Impressions.
Becoming through life

Clear your mind!
Empty your head.
Let your brain bee a blank peace of paper.

Step out
Life can be beautiful
Let its beauty endorse you
Encourage yourself to open your eyes and see
Listen
Listen and see, that things can be blithe and sweet
Teach yourself more of life
Let the world enter your mind
Try
Try to explore beauty
The beauty in everything
It is there if you let it.
Thoughts about learning,
Forget them.
Do not have any thoughts about learning
Must not have any thoughts about learning
Thoughts about getting better and bigger can make you close doors you have not yet opened.
Clear your mind!
An empty head is always ready to be filled.
Let an empty head fill you with experiences.
Open your heart instead of your brain.
Let things enter your soul and body
Be free and open-minded
Let things pass, let things come your way.
Experiences are what really make you wise.
Be present
Watch and learn with your heart
Feel
Feel everything
A bird’s music is not beautiful until you know the sound of it.
Until you have felt the beauty of it.
Until you have heard it yourself
Open your ears
Sounds are there to enter your soul at any time
Music, talk, singing
Music is soundless if nobody listens
The sound of nothing
The sound of the wind
The sound of life
Let your body and soul feel the music of the world.
Learn by using your senses
By seeing things with your own eyes,
Hearing things with your own ears,
Feeling things with your own heart
Understand and know the true meaning of things
The true meaning to you.
Get an impression
Impressions of your own,
things and feelings you know belong only to you can be wonderful.
Feel.
Feel alive,
Feel life
Feel your inner self and grow
Grow deeper and bigger as a person
Become an individual.
Become the person you can feel.
Knowledge
Make it your own
Crave knowledge which only belongs to you.
Knowledge which you can trust
It is right if and because you have felt and seen it
Observe and get the right to an opinion
Get the right to judge
Know truly what you are talking about
Allow yourself to have experiences
Explore throughout your whole life
Become a person of depth and joyful memories
Have memories
Feel them and share them
Make yourself trustworthy to your surroundings.
Others knowledge can pile up your brain
But is or will it ever be a part of you
Things in your head, feelings from deep in your soul
Life and experiences can make you a person
Clear your mind,
Life is beautiful
Listen and see that things can bee blithe and sweet
Teach yourself more of life
Let the world enter your mind
/Anne….

Den Foerste Maaned! Did og Dad

2006-11-07T14:38:00.000Z

Så er det med at skrue tiden tilbage. Et eller andet sted føler jeg at jeg har været her altid. Synes godt nok der er sket meget den sidste måneds tid og så alligevel ikke. Tingene og dagene begynder meget at ligne hinanden og vi er efterhånden kendt i byen. Eller i hvert fald i de bydele vi holder til i.
Tiden hos de helt små på børnehjemmet er forbi. Der har været fem rige uger. Det er sgu nogle herlige unger. Kan mærke at jeg savner dem lidt efter ikke at ha set dem i en uges tid.
Vil fortælle om en typisk dags forløb hos de små, for at give et bedre indtryk af hvad vi egentlig laver med dem.
De andre danskere der er under uddannelse møder ind kl. 7.00 og hjælper med at få dem alle sammen op og i tøjet, efter de har spist morgenmad. Vi møder ind kl. 9.00 og hjælper med de sidste børn. Det tager lidt over et par timer at nå igennem dem alle om morgenen.
Derefter tager vi tæpper, puder og legesager med ud i gården, og så får de ellers lov til at lege, putte ellers sove af efter hvad de har lyst til indtil det bliver tid til frokost. Nogle gange bliver der vist film på medbragt computer eller også spillet musik på en lille fix radio. Det er sjovt at se hvordan de alle sammen straks bliver mere rolige når musikken spiller. Kl. 10 får de snacks, som, som regel, består af en mælkekiks eller et æg og et glas vand.
Kl. 11.30 spiser de. De 0-1 årige bliver madet og får flaske. De 1-2 årige sidder for dem selv ved to små borde på forskellige-farvede-plastikstole. Det kan godt være en kaotisk omgang, da der aldrig er stille på alle fronter på en gang. Der er altid en, der stjæler en andens mad, en der hælder vand ud over en anden ellers sig selv, en der tisser midt i det hele eller en, der falder i søvn og i nogle tilfælde falder ned af stolen og knalder hovedet i gulvet. Men alle bliver heldigvis altid mætte og det er jo det vigtigste. De får som regel yam, som er en kartoffel lignende ting, mos eller ris med noget sovs til.
Da de alle ligner krigere importeret direkte fra k(ri(g)smarken- ha ha) bliver de alle efter at ha siddet på potte i… ja indtil det der skal ud, er kommet ud… badet og får rent tøj på. Det er herligt at bade dem. De elsker den lille korte stund hvor de får lov til rigtig at plaske. Der er man hver dag vidne til nogle herlige grin.
Derefter er det putte tid, som ofte ender i skrig og skrål, da dem der ikke vil sove, tit formår at slå sig i ledtog med dem der egentlig godt kunne tænke sig at lukke øjnene og gi sig hen til drømmeland. Men der er dog også dage hvor sovesalen ånder ro og idyl – heldigvisJ
Resten af dagen indtil fyraften går med at putte om de helt små babyer, som ellers har ligget det meste af formiddagen i deres vugger. Så kan man godt blive lidt skruk når man sidder med sådanne små hjælpeløse væsner.
Lidt efter lidt vågner de "store" børn op igen og dagen ender ofte med at du forlader en dør hvor to eller tre unger står og skriger efter dig når du forlader stedet.
Selvfølgelig hænger de i hovedet på en når man har fri, men man er også bare nødt til at være kold og koble fra når man ikke er der også selvom det kan være svært.
Ind i mellem har vi taget nogle af dem med på stranden. Det er så herligt at se hvor meget de elsker at komme lidt ud. Mange af dem har slet ikke set havet før. Det er selvfølgelig forskelligt fra barn til barn om de kan li at komme med i vandet, men nogle af dem er godt nok nogle vandhunde. Så er det bare med at holde et vågent øje ellers står der meget hurtigt en unge med vand op til ørene i en situation hvor strømmen nok får det sidste ord. Strømmen er så stærk at vi ikke engang kan svømme, vi må nøjes med at hoppe lidt rundt og kaste os i bølgerne. Men det er også skønt.
Vi ankommer som regel omkring frokosttid, så passer det lige med at de kan nå deres snacks på børnehjemmet. Så køber vi nogle ris og lidt andet godt og hygger indtil de falder i søvn. Så går turen tilbage i en taxa med en sovende unge i hver favn.
Vi har besluttet os for at den næste måneds tid skal tilbringes i drengenes hus. Der bor alle drengene fra 5-18 år. Ja, det er et kæmpe spring, og det er også specielt derfor at de har brug for assistance. Det er svært for pædagogerne at finde en fast rytme, da de mange forskellige alderstrin har brug for at få dækket mindst lige så mange forskellige behov. Der er specielt brug for lektiehjælp.
I sidste uge, pga. Holloween, købte vi tyggegummi med tatoveringer af fodboldstjerner til dem. Der er det også med at holde et vågent øje med alt, for kan en dreng hurtig snuppe noget fra en anden, gør han det. Og alle prøvede selvfølgelig at overbevise os om at de i hvert fald ikke havde fået deres endnu. Nogle gav sig endda til at tudbrøle i håb om medlidenhed.
I dag tager vi en fodbold med til dem. Det eneste de har, er en lille, blå, slidt plastik boldt, så glæder mig til at give dem en rigtig en, specielt fordi meget af deres fritid går med at spille fodbold.
Om dagen er drenge i skole, hvilket betyder at vi fra nu af arbejder fra kl. 14- ca. 19.00 el 20.00.
Derudover har vi været på nogle ture med Kevin i weekenderne. En weekend tog han os med op i bjergene, hvor vi så en masse flot natur og de flotteste udsigter. Luften og naturen er helt anderledes oppe i bjergene end inde i byen. Der er meget mere frodigt og luftfugtigheden er noget højere, selvom der faktisk føles køligere.
det var en fed tur, selvom den ikke startede så godt. Efter en times kørsel ca. punkterede vi. Mange steder er vejene så dårlige at du skal forvente at punktere hvert minut. Men det blev dog hurtigt fikset og vi var klar til afgang igen.
Vi så små bjerglandsbyer og specielt Cari var meget optaget af dem. De er meget hyggeligere end Accra. Men sådan er det jo ofte med små byer i forhold til de størreJ turen endte med at vi besøgte en kæmpe botanisk have helt oppe på toppen af bjerget. Det var paradis.
Sidste lørdag var vi i noget der hedder Cape Cost. Det er kæmpe stort og der er masser at lave, så der skal vi helt sikkert op igen. Man kan få en uge til at gå der hvis man har lyst.
Men vi havde kun en enkelt dag, så vi tog på en vandre tur oppe over trætoppene. Hele turen forgik på meget smalle hængebroer, men det var rigtig rigtig flot. Jeg skulle lige overmande mig selv og min højdeskræk inden jeg tog de første skridt. Min eventyrlyst ar større end min frygt, og af sted sku jeg så af sted kom jegJ
Den anden weekend vi var her tog Jonas og Lari os med på tur. Lørdag besøgte vi en strand kalde Bojo Beach. Skøn skøn skøn. Stranden bestod af en stor revle et stykke ude i vandet, så for at komme derud skulle vi først med lille båd.
Det var det fineste og hvideste sand jeg har set og de sørste og sjoveste bølger jeg har plasket i. Langs hele stranden var der små palmehytter man kunne gemme sig for solen i hvis det blev for varmt.
Derefteter kørte vi længere ud mod kysten til noget der hed Krokrobietey Beach. Der overnattede vi til søndag på hotel the Dream. 45 kr. pr mand… billigtJ om aftenen var vi til fest på noget der hedder Big Millis’. Der rystede vi balderne hele natten til det fedeste live reggae band.
Søndag var der trommespil, sang, dans og musik på hotellet, som vi deltog lidt i, men ellers gik det meste af dagen med at slikke sol.
/Anne…

2006-10-03T17:48:00.000Z

PUH, bornepasning er haardt. d
Det har vaeret en fantastisk dag paa bornehjemmet, men ogsaa rigtig haerd, baade fysisk og psykisk. Jeg skulle hele tiden passe paa ikke at faelde en taare, for de unger render bare rundt i deres eget tis og lort hele dagen, og det er sgu ikke til at holde ud.
Vi skifter saa mange som vi kan, men madammerne paa boernehjemmet vil helst ikke ha det. De vil slet ikke give mange af dem bleer paa, for det er tid og penge at faa dem vasket igen. Papirsbleer duer heller ikke. Der er ikke penge til at betale for afhentnig af skraeld. De faa papirsbleer der er, tager de selv med hjem og bruger til deres egne boern...hmm.
Boernene blir vasket om morgenen, og saa faar nogle af dem ble paa, tror det er lidt tillfaeldigt hvem, saa leger de hele formidegaen ude i gaarden, saa spiser de, og saa skal de sidde paa potte i naesten en time... det er bare ikke et liv for boern paa et aar... de helt smaa der kun kan ligge i deres senge har selvfoelgelig ble paa, men de blir bare ikke skiftet, de ligger og er vaade i flere timer, og naar de saa blir skiftet er der uden nogen som helst form for vaskning. Vi maa kun vaske dem hvis de har skidt.
Der er tre andre danskere paa samme afdeling, og de har heldigvis faaet lavet en del om paa dagsordenen, saa nu skifter vi alt det vi kan naa selv om madammerne ikke vil have det... men ellers er det nogle dejlige unger der bare traenger til tryghed og omsorg, saa giver dem alt hvad mit hjerte kan holde:)
Er traet og ville ikke kunne vaere der hele dagen hver dag, men ungerne haenger alligevel i hovedet paa en... deres store runde oejne der har kigget intenst paa en hele dagen og bare sagt, tag mig op tag mig op...

3 dage i Accra...

2006-10-02T20:30:00.001Z

loerdag kl. 18 ankom vi langt om laenge til Accra. Jeg var godt traet efter den lange flyvetur, men spaendingen laa alligevel og lurede i maven.
Vi blev modtaget af Kevin Larkai, vores vaerts-far, en masse unger og to andre voulentoere, Cari og Sara, der ogsaa arbejder og bor samme sted som Katrine og mig. To Super dejlige toeser fra USA, som vi nok skal faa det rigtig sjovt med hernede:)

Vi klemte os alle sammen ned i Kevins truck. Han havde placeret to trae baenke paa ladet og saa kunne vi ellers bare nyde den lune gahnesiske aftenluft blafre i kinderne. Det var helt kanon:)

Da vi kom til huset blev vi igen modtaget af endu flere friske unger. Hele familien, baade faetre og kusiner var moedt op for at moede os.

Alle hernede har og er rigtig soede og imoedekommende. Alle man moeder paa gaden pressentere sig selv giver haanden og fortaeller os at vi er mere end velkomne. Og det er da rart naar man staar paa egne ben i et fremmed land langt vaek hjemmefra:)

Soendag tog vi med familien i kirke. En gudstjeneste paa 3 lange timer. Noget af tiden gik dog med at synge og danse... and boy are they good at that:) Det loed super fedt...
Det var rigtig flot at se alle damerne i deres finer kjoler og flotte frisurer, for ingen hernede tager i kirke uden deres fineste outfit.
Det startede med at alle gik/dansede rundt og gav hinanden haanden og sagde goddag- folk er gennerel meget sociale hernede...
efter praedieken blev der stilt syv krukker op paa raekke. de repressenterede alle en ugedag, og til sang og musik skulle man saa gaa op paa en raekke og komme penge i krukken naar der blev sunget om den ugedag hvor man er foedt. Nu ved jeg ikke lige hvad dag jeg er foedt(hvilken dag er jeg foedt mor?) saa jeg gik op onsdag, den er vellige saa god som alle andre dage:) Hernede betyder det aabenbart meget hvilken dag du er foedt... folk har forskellige navne af efter hvornaar de er foedt.
Paa vej herover i aften, over til internet cafeen, moedte jeg en mand, Jhon, som fortalte mig at mit navn er aqui. Han havde set mig i kirken og set at jeg gik op ondsdag... meget sjovt

Til sidst, bad praesten os om at rejse os op og komme op til alteret fordi vi var hvide. vi skulle pressentere os selv og fortaelle hvorfor vi er her... det gav et lille kick i maven, for kirken var godt fyldt op.

I dag var vi ude paa Boernehjemmet for foeste gang. Vi blev vist rundt og saa alle sektionerne. de er delt op i boern fra 0-2, 3-5, 6-18.
Imorgen skal vi starter vi begge hos de 0-2 aarige, og jeg kan ikke venter. Mange af dem laa bare i deres senge, da der slet ikke er nok til at give dem alle den omsorg de har brug for. det var lidt haardt bare at gaa forbi dem, jeg havde lyst til at tage dem alle sammen op... men det tager jeg revance for imorgen:)

derudover har vi efterhaanden set en del af Accra. det er en meget kaotisk by, der aldrig sover. den er delt op i mange forskellige bydele, som hvor isaer har sin charme. der er stor forskel paa mange dele af byen, det er tydeligt at se om man befinder sig i en fattig bydel el i en lidt rigere.
idag tog Kevin os med ind til centrum hvor vi oplevede the hut, som er braend punktet i Accra, og noej hvor er jeg glad for at jeg befandt mig i en bil og ikke paa gaa ben.
for mig var det total uoverskueligt. det vrimlide med folk, boder, saalgere, biler, dyr, scootere og cykler som var kludret sammen i et stort rod. jeg kunne i hvert fald ikke finde et system:)
men generelt skal man vaere meget opmaerksom naar man bevaeger sig udenfor, for det virker ikke rigtig til at det er saa mange faerdselsregler. biler dytter naar de kommer, og saa er det bare med at komme vaek i en fart. da der ikke er nogle fortorve foregaar alt faedsel nemlig paa de hullede og stoevet veje...

alt i alt hat det vaeret 3 meget oplevelses rige dage, og foeler allerede jeg har vaeret her i lang tid...

7 dage til afrejse - destination Ghana

2006-09-23T08:15:00.000Z

Jeg er lige vågnet, og min første tanke er; GAAB hvor kunne jeg godt sove en time længere... nej, det er selvfølgelig at om en uge skal jeg forlade min familie mine venner og min dejlige kæreste. Sammen med min super seje veninde, som jeg ved bliver en kanon rejse-kammerat, skal jeg sidde 12 timer i fly for at komme fra trygge Danmark til solrige ukendte Ghana... Jeg håber det bliver 5 mdr. med massere af sjove, lærerige og spændene dage, og jeg glæder mig utrolig meget til at lade oplevelserne rulle der ud af med fuld fart:) Whii

De sidste dage skal selvfølgelig bruges til at få styr på de sidste småting. Jeg mangler stadig at købe en del ting så som apoteksmidler, div. Mygge- og insektbeskyttelse og en masse andet. Jeg syns jeg køber og køber, men alligevel bliver min liste aldrig kortere... meeen, når mit shopping gen engang ca. 2 timer før afrejse, langt om længe siger nu må det være nok, er jeg også sikker på at jeg er dækket godt ind;) men der skal heller ikke mangle noget når Katrine og jeg med gåpåmod og rejselyst begiver os afsted mod Osu Children's Home i Accra. www.catointl.org/osuchildren.html

Jeg forventer at lære mange nye ting om mig selv, at jeg modtager alle udfordringer med åbne arme. Der udover har jeg ladet resten af mine forventninger stå åbne til frit at kunne nyde de indtryk turen end må bringe...